Vaklende defensiv i Vaduz
24. juli, klokken 3:46 af Steen Sørensen
Brøndby skuffede ved at spille 0-0 i Vaduz torsdag aften. I virkeligheden skal de blå/gule prise sig lykkelige for ikke at være bagud med et par mål ved pausen.
Torsdag aften lykkedes det Brøndby at holde buret rent, da holdet fra Vestegnen spillede 0-0 på udebane mod FC Vaduz i returopgøret i anden kvalifikationsrunde til UEFA Europa League. Den første kamp havde de blå/gule vundet 3-0 på Brøndby Stadion. Kendsgerningen med de nul mål imod blev efter kampen fremhævet som en af de få positive ting, Brøndby kunne tage med hjem fra kampen. Både cheftræner Henrik Jensen og den hollandske forsvarer Remco van der Schaaf nævner det til klubbens hjemmeside.
Resultatet 0-0 dækker imidlertid ikke helt over begivenhederne torsdag aften, og det skulle nødig gå hen at blive en sovepude for de blå/gule. Kendsgerningen er, at liechtensteinerne i første halvleg spillede sig frem til hele tre 100 procents chancer, og med lidt held og noget større skarphed i feltet kunne de nemt have ført 2-0 allerede efter et kvarters spil. Heldet var imidlertid på Brøndbys side i denne halvleg, og samtidig viste målmand Stephan Andersen, hvorfor han er landsholdsspiller.
FC Vaduz spiller til daglig i den næstbedste række i Schweiz, og i sidste sæson endte klubben midt i rækken. Et hold på det niveau må ganske enkelt ikke få lov til at komme frem til så mange store chancer på en halvleg, men det gjorde de torsdag aften. Et faktum, der udstillede Brøndbys aktuelle forsvarsproblemer, og bliver de ikke løst temmelig hurtigt, så bliver det næppe til hverken medaljer eller Europa League gruppespil på Vestegnen i denne sæson.
Magien var væk
Straks fra anden halvleg start havde Brøndby bedre styr på det, og nu var det de blå/gules — i dagens anledning helt i blåt — tur til at kreere de store målchancer. Den største tilfaldt indskiftede Peter Madsen efter kampens smukkeste angreb, hvor det hurtige pasningsspil gik op i en højere enhed, og bolden til sidst endte hos Madsen på kanten af det lille felt. Magien synes imidlertid væk hos den tidligere topscorer, og i stedet for at få afsluttet resolut blev det meget symptomatisk til en dribling for meget inden en lettere forkølet afslutning.
Udover Peter Madsen kom blandt andre Alexander Farnerud og Jens Larsen frem til er par nærgående afslutninger, men den sidste skarphed og præcision manglede, så på trods af et gevaldigt pres i anden halvleg og et sidste kvarter en mand i overtal efter en udvisning, var det logisk at kampen måtte ende ud i en nulløsning. Udover skarphed og præcision i afslutningerne manglede Brøndby den afgørende vildskab, og set fra tribunen virkede det som om, at viljen ikke helt var, hvor den burde være.
Allerede torsdag i næste uge skal Brøndby i ilden igen i Europa. Turen går til Montenegro, hvor Budućnost Podgorica venter. Holdet fra den unge nations største by er mindst en klasse bedre end FC Vaduz, så Brøndby skal ganske enkelt være bedre på stort set alle punkter, hvis håbet om at komme videre til den afgørende play-off runde til Europa League skal indfries.
Billeder fra FC Vaduz - Brøndby IF







5 kommentarer til “Vaklende defensiv i Vaduz”
Smid en kommentar
Du skal være logged ind for at skrive en kommentar.
24. juli, 2010 kl. 09:20
Apropos artiklen “vaklende forsvar” så
føler jeg spændt og utrygt hvad den sportlige ledelse har tænkt sig at gøre ved realiteterne!
Skal der hentes forstærkning?
Kan H. Jensen “gøre” forsvaret stærkt med de spillere vi har nu?
Noget skal der jo ske hvis vi vil lege med OB og FCK!
Vi har pt. 3 decideret midterforsvarer:
1. Max (meget skadet og ikke helt på tidl. top niveau)
2. Schaff (stærk i hovedspillet, kompromisløs meeeen langsom og placeringsvag)
3. Bischoff (når han er god så er han jo rigtig stærk, men svinger meget i niveau)
Hvad mener I?
24. juli, 2010 kl. 09:44
Hent nu bare Kristian Bak for pokker.
Han er en den styrmand og leder vi mangler. Og er sikkert ikke ret dyr.
Vi kan nok ikke lokke Thygesen fra FCM. Og han koster sikkert kassen.
Angrebet ser jeg som det letteste problem at løse. Der løber så mange dygtige angribere rundt, som ville blomstrer op hvis de får nogle gode medspillere.
Graulund - Tommy Bechmann - Rejko - Nygaard.
Tror ikke skal tænke for stort.
Tror ikke Brøndby er så atraktiv for spillere mere.
24. juli, 2010 kl. 10:15
Max virker færdig og for ofte skadet, har vel ikke været på tidl. niveau i mange år.
Remco er lidt langsom, laver ofte kluntede frispark, men jeg ser ham som placeringsstærk i kraft af rutine og klogskab.
Bischoff har i mine øjne spillet ok, syntes han har fået for megen negativ kritik. Dermed ikke sagt at han ikke har lavet fejl, men hvem har ikke det?
Stenderup, uprøvet talent. Kender ham ikke så godt, det kunne være godt at se ham få chancen.
Randrup kan være en meget fin backup, er lidt atypisk som cb. I mine øjne lille og hurtig, og vil være et glimrende alternativ når vi spiller mod små angribere. Så kan det ikke hjælpe at vi stiller med to store midtforsvarere.
Vi skal have Jatta klar og købe en defensiv midt der kan give ham kamp til stregen, så de begge bliver bedre. Fx Kasper Ris… fra tysk fodbold tidl. Aab. Her er vi særligt sårbare, for det holder ikke at have en M. Nilsson der.
Så skal vi igen til at finde dyderne fra slutningen af sidste sæson frem, vilje-fællesskab-og vi skal vinde attituden. Det kræver de rigtige spillere fra start og det rigtige system.
Kom nu Henrik Jensen, du har vist hvordan det skal gøres…
Og ledelse… køb nu for helvede de ekstra spillere der kan forstærke vores hold.
24. juli, 2010 kl. 12:53
og i stedet for at få afsluttet resolut blev det meget symptomatisk til en dribling for meget inden en lettere forkølet afslutning.
Hvor er det bare typisk peter madsen.hvor svært kan det være af skyde på mål.
Han prøver altid at drible den over stregen.
Hvordan kan man gå fra at være en super angriber med stor målnæse til pludselig ikke engang at kunne afslutte på mål ide mest oplagte chancer?
Som jeg ser det har vi både problemer i forsvaret, angrebet og på den def.midt.
25. juli, 2010 kl. 02:35
Jeg kunne godt tænke mig at vide, hvordan vores formation var.
Startede vi i en 4-4-2 som det blev antydet flere steder, og skiftede vi undervejs?
Lidt dybere analyse af kampen ville være rar, når vi nu ikke havde mulighed for at se opgøret.